Kviksand

Pludselig var det der – kviksandet. Jeg løb lige ud i det.Anede ikke at det var der. Men pludselig havde det et fast tag i mine fødder. Jeg tænkte: ”Det kan ikke passe. Der er ikke kviksand her! Da ikke lige her?” Og jeg sank dybere i. Jeg sparkede med fødderne. Kæmpede imod. Og jeg sank dybere i. ”Det er en ond drøm,” tænkte jeg. ”Lige om lidt vågner jeg af den og er fri igen”. Men jeg vågnede ikke. Jeg sank dybere i. Og min fornuft blev ved at fortælle mig at det kun ville gøre det værre hvis jeg gjorde modstand. Men jeg blev ved at sparke og trak mig selv længere og længere ned. Og tårerne trillede. Og trillede. Og trillede. Og jeg kæmpede imod. Og jeg sank dybere i. Blev ved at sige til min krop at den skulle være stille nu. At alt var okay hvis bare den forholdt sig i ro. Men den ville ikke forstå det. Den sprællede og sparkede. Til sidst var den ubevægelig. Kun mit hoved stak op. Og nu kunne jeg ikke længere gøre modstand. Jeg havde svært ved at trække vejret. Tårerne trillede ud under mine nu lukkede øjenlåg. De dannede en sø som jeg druknede i. Det var ikke kviksandet der slog mig ihjel. Det var tårerne over det.
--

Kviksand har ikke meget med min oversættelse at gøre, men lidt poesi må der til når man er på Hald. :-)